Af Joakim Søgaard
”A shoe is just a shoe, until somebody steps into it”. Sådan lyder det noget højstemte mantra i Ben Afflecks nye film, Air, der fortæller historien om, hvordan Nike fik Michael Jordan til at skrive kontrakt med dem i starten af sin karriere.
Blot ud fra sit setup lyder det lidt som en andenrangs succeshistorie; ikke om Michael Jordan storhedstid eller Nikes oprindelse, men om aftalen mellem en kommende basketball-stjerne og et skofirma, som førte til en storsælgende sko-linje. Mange af os kender selvfølgelig allerede historien om basketball-ikonet, så måske har denne historie, med sit mere kompakte omfang, potentiale til at byde på flere overraskelser? Den teori modbeviser filmen dog med en snorlige og forudsigelig tur ned ad landevejen.
Vi følger Sonny Vaccaro (Matt Damon), der arbejder med at opdage nye spillere, som Nike kan tilbyde en kontrakt. I midt 80’erne, hvor filmen foregår, er det dog Converse og Adidas, der dominerer markedet, og Nikes lukningstruede basketball-afdeling har hverken penge eller status nok til at få nogle af de tunge navne ind i stalden. Derfor kommer Sonny på en dristig plan; giv Michael Jordan, der endnu ikke ses som noget unik talent, hele det års budget samt en skolinje bygget op udelukkende om hans navn.
Med andre ord: bet it all on one horse. Sådan er Sonny. Det får vi introduceret i filmens åbningssekvens, hvor han først er ude til en high school-kamp for at lede efter nye talenter og på vejen hjem slår et smut forbi kasinoet. Det er hans to gennemgående karakteristikker; han har øje for basketball talenter og han er risikovillig.
Det er meget sigende for Air, der, uden megen subtilitet, maler med brede penselstrøg. Karaktererne er velkendte stereotyper, og det samme er historien med sin klassiske underdog romantisering, hvor de der tør satse det hele og gå op imod systemet, står tilbage som historiens sejrherre. Det giver dog ikke mange automatiske sympati-point, når ens underdogs er en flok jakkesæt klædte mænd, som arbejder for verdens tredje største skovirksomhed.
Det er tydeligt, at Ben Affleck mest af alt er ude på at lave en feel-good film for hele familien, om et stykke amerikansk popkultur-historie. Bare god gammeldags popcorns-gnaskende, sodavands-læskende underholdning.
Man mærker dog en passion for sporten, og i særdeleshed det kulturfænomen som Jordan senere hen er blevet, hos de medvirkende, hvilket er filmens emotionelle anker. Matt Damon leverer en karismatisk og ligeledes passioneret præstation, og særligt i sammenspil med Viola Davis, som portrætterer Michael Jordans mor, er der en stærk kemi. Der leveres mange højstemte replikker i dur med ”a shoe is just a shoe”, men det er kun i hænderne på de to, at det føles meningsfyldt.
Resten af castet leverer nogle okay, men hurtigt glemte, præstationer med undtagelse af Chris Tucker, der er tæt på ulidelig i rollen som karikeret og decideret usjov comic relief.
I bund og grund er det en ret forudsigelig film af den slags, man har set mange gange før. Hvilket får mig til at tænke, om vi ikke efterhånden er ved at være trætte af at hylde disse forretningseventyr, hvor nogle ved at tage en chance scorer den helt store gevinst.
Filmen er indbegrebet af the American Dream – i en sådan udstrækning, at der forinden rulleteksterne spilles Born in The USA, mens der opremses, hvor meget de forskellige karakterer fra filmen tjente på aftalen mellem Nike og Jordan – det bliver ikke mere amerikansk end det.
Selvom Air forsøger at rette fokus mod Jordans kulturelle betydning, og derudover kommenterer én enkelt gang på, at det også er for dårligt, at Nike får produceret deres sko i Taiwan, er det i bund og grund en film, der handler om en gruppe mennesker, som har tjent milliarder på at sælge sko. Uden nogen specielt original eller overraskende historie, er det for mig svært at se anden eksistensberettigelse end hurtig glemt underholdning.
Kommentarer